Tag på fisketur

Limfjordens kyst er spækket med fiskepladser af højeste kvalitet. Der er derfor ingen undskyldninger for ikke at tage vennerne eller familien med ud på en hyggelig fisketur, enten i Aalborg eller langs Aalborgs kyst. Hvad end det er havfiskeri eller put & take søer der søges, så har Aalborg og kysten masser af spændende fiskeri til dig.

Der findes gode fiskeoplevelser både i Aalborg, langs østkysten ved Hals, Hou og Egense eller længere mod vest, hvor du finder fine pladser på strækningen til Nibe.

Fiskeri ved Aalborgs kyst

Langs Aalborg kyst finder du gode fiskesteder i både Hals, Hou og Mou. Den hyggelige havn i Hals skaber en god kulisse for dine fiskeeventyr. Her har du byens restauranter og butikker inden for gåafstand og den smukke omkringliggende natur ligeså. Med udsigt over lystbådehavnen, sideafmærkningerne ”Salt - og Peberbøsserne” ved Hals Barre og Hals – Egense færgen, er der i den grad dømt maritim hygge.

Det gamle fiskerleje Hou tilbyder også gode fiskemuligheder og hyggelige faciliteter. På havnen kan man efter aftale leje en jolle og bruge dagen på at fiske til havs. Byens hyggelige restauranter og butikker er også her inden for gåafstand og stranden i Hou, der er en af Danmarks bedste badestrande, er ikke mere end 100 meter væk fra havnen. Her kan man selv grave efter sin madding i form af sandorm, eller man kan købe dem hos en af de mange lokale udbydere.

Information om leje af jolle...

Molen i Mou tilbyder en fiskeoplevelse lidt længere fra byens bekvemmeligheder. Nyd det rige fugleliv i nærheden af molen, eller fisk direkte fra bredden og lad børnene plaske i det lave vand på jagt efter krabber og andre af Limfjordens smådyr.

Put & Take sø på Aalborg kyst

Besøg Lagunen Fiskepark og fang et par flotte regnbueørreder. Lagunen Fiskepark er en hyggeligt beliggende fiskesø tæt på Hals, 30 kilometer øst for Aalborg. Søen ligger i direkte forlængelse af Hals Strand Camping i Lagunen, hvor trivsel for hele familien er i højsædet. Her finder man alskens aktiviteter og efter endt fiskeri kan man nyde en øl på den tilstødende pub.

Læs mere om Lagunen Fiskepark...

Fisk i hjertet af Aalborg

Skulle ovenstående tilbud ikke være nok, så kan du også fiske inde midt i Aalborg. Når foråret melder sin ankomst og de første solstråler så småt begynder at varme vandet, begynder de første sildestimer at dukke op i Limfjorden. Kort tid efter ankommer hornfisken, der altid er garant for sjove fangster. De bedste fiskeoplevelser kan du få på Sildekajen i Nørresundby, hvor du sammen med andre lystfiskere kan hive masser af fisk op, hvis I er heldige.

Læs mere om fiskeri i Aalborg...

Fiskeri på den lækre havørred

I Limfjorden kan du også fiske efter havørred. Hvis man bevæger sig lidt væk fra Aalborg by er der gode chancer for at fange den lækre spisefisk. Du vil få de bedste chancer for succes på den nordlige side af fjorden og især ved Nørredybet ved Lindholm Strandpark er der gode muligheder for at fange en havørred.

Hvor fanger du hornfisk?

En fin fiskeplads til vadefiskeri er i Limfjorden ud for Kystvejen ved Bouet i Nørresundby og den primitive lejrplads først på sæsonen - senere i maj og juni også flere steder i Nibe Bredning eksempelvis lige vest for Nibe Havn og langs kysten ud mod Sølyst campingpladsen. En flot fiskeplads er ved Klitgårds Fiskerleje midt i maj ved vadefiskeri mellem ålegræsbælterne, hvor hornfiskene gyder. Der kan også fanges både hornfisk og havørred ud for Nørholm på det lave vand i ålegræs.

Vest for Aalborg

Du kan også fiske vest for Aalborg på Himmerlands Fiskepark og Camping. Her kan du fiske i de to store 5000 m2 store søer, eller i den hundrede meter lange tilhørende å. Søerne er placeret i smuk natur, der skaber rammerne for en hyggelig dag.

Læs mere om Himmerlands Fiskepark og Camping... 

Del denne side

Fisketegn

I Danmark skal du have fisketegn, når du fisker langs kysten. Fisketegn købes via hjemmesiden fisketegn.dk, og du kan købe til en dag, en uge og et år.

Læs mere om køb af fisketegn

Fiskeudstyr

Som lystfisker kan man kan stort set aldrig få for meget fiskegrej.

Aalborg Jagt & Fiskeri

Jægeren & Lystfiskeren

Lagunen Fiskepark

Fiskeopskrifter

Få inspiration til fiskeretter. Nemme fiskeretter og opskrifter hvor hele familie kan være med.

Læs mere om fiskeopskrifter

Vandstanden i fjorden og langs kysten

Se hvornår der er ebbe og hvornår der er flod. Vandstanden langs østkysten ændre sig ikke så meget som ved vestkysten, men skal du grave sandorm, er det godt at vide hvornår der er lavvande.

Læs mere om vandstanden langs Limfjorden og kysten

Fiskepladser i Aalborg kommune

På Aalborg kommunes hjemmeside finder du en udmærket oversigt over frie fiskepladser i Aalborg Kommune.

Se fiskepladser i Aalborg

Sommerhus på Aalborgs kyst ved Hals og Hou

Lej et lækkert sommerhus på kysten

På Aalborgs kyst ved Hals og Hou finder du skønne sommerhuse, som kan være en god base for en oplevelsesrig ferie ved den milde østkyst. Se listen med feriehusudlejere - find dit sommerhus og book med det samme...