Ulsted - den kunstneriske landsby

Ulsted er beriget med flere flotte kunstværker og her har du mulighed for at tage på en virtuel opdagelsesrejse blandt byens mange kunstværker. Udstyret med kort og informationer om skulpturerne kan du bevæge dig ud i byens rum, og opleve kunsten på tæt hold. De skulpturer der er med i guiden, befinder sig alle udendørs på offentligt tilgængelige steder.

Ulsted - den kunstneriske landsby

Det ældste kunstværk er Ulven - som står i anlægget Jyllensdam. Ulsted Sparekasse og en lokal Ulstedbo Marinus Andersen har skænket byen de fleste af kunstværkerne.

Marinus Andersen skænkede først Uret som hænger på kirketårnet, derefter allierede han sig med Fru. Clausen, Peder Høgh, Christian Hansen (Munk), Anton Ravn samt skoleinspektøren og de siddende Byrådsmedlemmer fra Ulsted, som hjalp ham med at udvælge kunstværkerne. I dag findes der ikke mindre end 6 skulpturer og et mosaikkunstværk rundt i byen.

Ulvegraven

Syd for byen, ved området øst for Ulsted Kirke, finder man Ulvegraven – eller rettere resterne af en ulvegrav. Sagnet siger, at Ulsted var det sidste sted i Danmark man fordrev ulve. Den sidste ulv blev fordrevet i 1700-tallet. Ulvegraven er en af de bedst bevarede i Danmark. 

Stationsbygning

I 1899 fik Ulsted jernbaneforbindelse med Aalborg i den ene retning - med Sæby og Frederikshavn i den anden. Den nye station lå et stykke fra den gamle landsby omkring gadekæret, og der kom ny bebyggelse i retning mod stationen. I dag holder Stationens Blomster til i den gamle stationsbygning.

Ulsted Kirke

Ulsted sogn er et landsogn med ca. 1.600 indbyggere i Aalborg kommune, i det østlige Vendsyssel. Kirken er smukt beliggende på højdedraget i udkanten af byen. Den første murede kirke i Ulsted menes at være fra omkring 1200-tallet. Den oprindelige kirke er bygget uden klokketårn. I 1927 blev kirketårnet opført, takket været lokalbefolkningens indsats med indsamlingen af penge til kirketårnet. Beplantningen af kirkegården sponsorerede J. J. Damgaard, og man kan i dag finde en mindeplade om ham på Kirkegården. Menighedsrådet har – med succes - arrangeret en kunstudstilling i kirken i forbindelse med påsken. Der er inviteret forskellige kunstner til at udstille deres værker i kirken. Efter den første af disse udstillinger, blev indkøbt den engel der står på den lille granithylde ved døbefonten.

Ulsted Mølle

Vest for kirken ligger Ulsted Mølle. Det er den eneste af de omtrent 30 møller, der omkring 1900 fandtes i den tidligere Hals kommune, som endnu er bevaret. Ulsted Mølle er af den type, der gik under betegnelsen en "kælderhollænder". Møllen er en sjældenhed, men var førhen ganske almindelig del af landskabet, og påkaldte sig ikke større opmærksomhed. Ulsted Mølles historie går tilbage til 1870´erne. I årenes løb har der været en del reparationer og udskiftninger på møllen. Ulsted Mølle er blevet flyttet fra sin oprindelige plads. Omkring 1880 blev Ulsted Mølle flyttet fra nord til sydsiden af Houvej. Flytningen skyldtes formentlig, at den megen larm fra møllevingerne irriterede konen på Møllegården. Ulsted Mølle er i dag en del af Hals Museum.

Søndag den 15. juni 2003 blev de nye vinger på Ulsted Mølle indviet. Det er kurdiske og afghanske flygtninge, der sammen med Hals Udviklings Center har stået for arbejdet med at bearbejde de17 meter høje graner til møllevinger.

Hyggelige familieaktiviteter

I Ulsted finder du det lokale lysstøberi, Ulve-Lys, hvor man kan prøve at dyppe sine egne stearinlys. Desuden er det muligt at spille fodboldgolf på smukke grønne græsbaner hos Ulsted Fodboldgolf eller besøge Svanehus kreativ butik med galleri, hvor du kan shoppe kunsthåndværk, sten og krystaller. Der er også mulighed for at købe forfriskninger som is og kaffe. 

Share this page

Dyp lys hos Ulve-Lys

Ulve-Lys

Prøv at dyppe dine egne lys hos Ulve-lys.
Læs mere om at dyppe lys hos Ulve-Lys.

Ulsted Fodboldgolf

Ulsted Fodboldgolf

Hos Ulsted Fodboldgolf er der sjov for hele familien - udfordr familien eller vennerne i et spil fodboldgolf.

Hals Havn

Hals - den hyggelige havneby

Omringet af fantastiske strande og store skove finder du Hals – den hyggelige fiskerby.